Operations and technicians

Maskinmester til drift og overvågning af el- og varmeproduktion (tidsbegrænset)

Forestil dig en fremtid, hvor du får foden indenfor hos en stor international virksomhed og er med til at sikre driften af vores termiske anlæg, når vi producerer el og varme

I denne rolle vil du varetage den daglige drift af vores produktionsanlæg sammen med dine kolleger, hvilket bl.a. inkluderer at forberede og sikre anlæg i forbindelse med vedligehold samt at optimere anlægsydelser, rådighed og driftsøkonomi.

Velkommen til Esbjergværket
Du bliver del af et dynamisk team på 15 maskinmestre og 5 driftsmedhjælpere, der arbejder effektivt og har en uhøjtidelig omgangsform. Du og dine kolleger indgår i en vagtordning med treholdsskift. Vagten har ansvaret for at drive og overvåge værkets el- og varmeproduktion. Vi tilbyder et spændende job i et super team, hvor læring og videndeling står højt på agendaen.

I jobbet vil du:

  • optimere anlægsydelser, rådighed og driftsøkonomi i samarbejde med dine kolleger
  • deltage i kompetenceteams, der er inddelt i forskellige fagområder
  • deltage i tværfaglige drifts- og projektrelaterede opgaver
  • sikre og optimere produktionen af el- og varmeydelser på henholdsvis 375 MW (maks. elproduktion) og 426 MJ/s (maks. varmeproduktion) sammen med dine kolleger.

For at få succes i denne rolle forventer vi, at du:

  • har en uddannelse som maskinmester, gerne kombineret med kendskab til større procesanlæg, som styres fra et centralt kontrolrum
  • har gode IT-evner og flair for at tilegne dig større kendskab til vores overvågningssystemer
  • behersker både dansk og engelsk i skrift og tale, da vi har flere internationale samarbejdspartnere
  • har en ansvarsbevidst indstilling til dit arbejde og trives med at arbejde både selvstændigt og sammen med dine kolleger i mindre teams
  • tager ejerskab for dine opgaver, er fagligt ambitiøs og i stand til at bevare overblikket, når der er travlt
  • er udadvendt og god til at dele din viden med dine kolleger og samarbejdspartnere, bidrager konstruktivt til opgaveløsninger og er indstillet på at udvikle dig selv fagligt og personligt.

Få et job, der gør en forskel
Ørsted er global leder inden for havvindenergi og er kåret som verdens mest bæredygtige energiselskab. Vi går forrest i omstillingen til grøn energi, og vi investerer derfor betydeligt i personlig og professionel udvikling af vores medarbejdere. Hos os får du mulighed for at udnytte dit fulde potentiale, og du vil opleve et mangfoldigt og dynamisk arbejdsmiljø med stort fokus på samarbejde.

Form fremtiden med os
Send din ansøgning til os så hurtigt som muligt og senest den 07 May 2021, da vi løbende indkalder til samtaler.

Du er velkommen til at kontakte Michael Normand Sørensen, Manager, på +4599556822, hvis du vil vide mere om stillingen.

Bemærk venligst, at dette er en tidsbegrænset stilling, der løber indtil 31. marts 2023.